Campus Odense – Active Living


Campus Odense – Active Living

I samarbejde med partnere som Region Syddanmark/Nyt OUH og Fyens Stiftstidende arbejder SDU på Citizen Science projektet: Active Living, hvor borgere, foreninger, medarbejdere og studerende bidrager til udviklingen af Campus Odense gennem dialog og arrangementer. Active Living er et internationalt koncept udviklet med henblik på at integrere fysisk aktivitet i hverdagen. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har defineret en overordnet strategi der handler om at informere og igangsætte interventioner, der fremmer fysisk aktivitet. 

For at efterleve WHO’s krav har SDU besluttet sig for at skabe et område i Odense, som skal være centrum for udviklingen og opførelsen af et Active Living område til fri afbenyttelse af borgere, skoleklasser og foreninger samt medarbejdere og studerende fra Campus Odense.

Projektet kommer til at bestå af to elementer: Active Living Area og Active Living Festival

Active Living Area
Borgere/brugere af området bidrager til at etablere bevægelsesspor (fx fodgængere, løbere, cyklister, kørestolsbrugere etc.) i området vest for SDU, som dermed bliver til blivende spor. De blivende spor bidrager til at skabe sammenhæng mellem parterne på Campus Odense, samt giver medarbejdere og studerende ved Campus Odense mulighed for at tage arbejdet med ud i naturen til eksempel ’walk and talk’-møder. 

Visionen med anlæggelsen af et Active Living Area er via forskning og brugerinddragelse at påvirke samfundet, så de fælles fysiske rammer, herunder bygninger, byer og landskab indrettes med plads og øget appel til en aktiv livsform.

Active Living Festival
Èn gang årligt afvikles en Active Living Festival på Campus Odense-området. Festivalen har til formål at få borgerne ud i naturen og promovere fysisk aktivitet i hverdagen. Det kan være kørestoleræs, trail-løb, droneflyvning eller noget helt andet. Festivalen er for alle og foregår på Campus Odense-området.


Active Living – Campus Odense er et samarbejde mellem: 
Odense Kommune, Region Syddanmark/Nyt OUH, UCL, Syddanske Forskerparker, Freja Ejendomme, SDU, Fyens Stiftstidende (mediepartner)

 Læs mere om Campus Odense – Active Living her


Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.